Til folketingets ombudsmand:                                                            Hverrehus, den 14/3-2010

På vegne af en række interessegrupper fremsendes hermed en klage over miljøministerens svarskrift af 5/3-2010 som er vedlagt i vedhæftede fil. Vi finder det særdeles betænkeligt, at en lang række meget kritiske spørgsmål, som er indsendt 19/2-2010 (se vedhæftede fil), overdrages ubesvaret til Miljøcenter Århus for blot at skulle "indgå i den samlede opsamling af bemærkninger efter høringsfasens udløb" den 24/3-2010.

Baggrunden for de mange spørgsmål, var jo netop at give de mange interessegrupper et grundlag for at kunne tage stilling det forslag til kommuneplan-tillæg med VVM-redegørelse, der ligger til høring omkring en udvidelse af naturgaslageret i Ll. Torup.

Miljøcenter Århus, har ligeledes modtaget en række spørgsmål fra flere interessegrupper, der stort set har modtaget svar med samme ordlyd. Desuden blev der afholdt et borgermøde i Skals Hallen den 3/2-2010, hvor 150 personer var fremmødt på trods af en kraftig snestorm i landsdelen, der forhindrede mange andre interesserede i at møde frem. Mødet udviklede sig til en ren farce, hvor stort set ingen fik svar på de stillede spørgsmål. Det var baggrunden for at de 3 borgmestre i Viborg, Skive og Vesthimmerlands Kommune i et brev til Miljøcenter Århus af 25/2-2010 bad om at få høringsfristen udsat 1 måned således, at der blev mulighed for at beramme et nyt borgermøde. Denne anmodning er ikke imødekommet.

Hele den håndtering af sagen, som Miljøcenter Århus har valgt at følge, kan umuligt være de intentioner, som ligger i idéen bag det at gennemføre en høringsfase omkring kommuneplaner. Juridisk er der begrundet tvivl om Miljøministeriet og Miljøcenter Århus har handlet indenfor lovens rammer. I det mindste virker den valgte form for lukkethed særdeles uetisk, udemokratisk og særdeles problematisk i vore øjne.

Derfor forventer vi at ombudsmanden kan bidrage til, at vi får svar på samtlige vore spørgsmål, ligesom vi mener, at der må være grundlag for at påtale den fremgangsmåde Miljøcenter Århus har valgt at anvende i høringsfasen.

Med venlig hilsen

Jens Iver Nielsen

Anna Maries Vej 11

9631 Gedsted

På vegne af flere interessegrupper.