Klage til EU-kommissionen:

Naturgaslager ved Ll. Torup - Forslag til kommuneplantillæg med VVM

14.04.2011


Naturstyrelsen, tidligere Miljøcenter Århus, har den 14. april 2011 sendt en sammenfattende redegørelse om udskylning af Energinet.dks gaslager ved Lille Torup til de berørte kommuner, Vesthimmerland og Viborg.

Den sammenfattende redegørelse er en integreret del af VVM-processen og indeholder blandt andet bemærkninger til de 97 høringssvar med forskellige indsigelser, som Naturstyrelsen har modtaget, samt fornyede udkast til VVM-tilladelse, miljøgodkendelse og kommuneplantillæg, som kommunerne nu skal komme med udtalelser til. Der er altså endnu ikke givet nogen godkendelse.

Sagen er beskrevet link: http://www.naturstyrelsen.dk/Annonceringer/Alle_annonceringer/Naturgaslager_ved_Ll_Torup_Forslag_til_kommuneplantillaeg_med_VVM_Forlaengelse_af_hoeringsperiode.htm

Klagepunkter:
1) Under projektets høringsfase indkom der 97 indsigelser, heraf mange kompetente og gennemarbejdede indsigelser, der påpeger meget velbegrundede risici for, at projektet vil medføre meget store ødelæggelser i Lovns Bredning og store dele af Limfjorden. Indsigelserne kan ses i dette link:  http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Industri/mst_decentrale_enheder/AAR_energinet_bemaerkninger_hoeringsfasen.htm

2) Naturstyrelsen og de danske miljømyndigheder vil med projektets godkendelse efter vor bedste overbevisning tilsidesætte EU`s bestemmelser omkring Natura 2000 områder, EF-habitatområde H30 og Fuglebeskyttelsesområderne Hjarbæk Fjord og Lovns Bredning.

3) EU har i forvejen en sag kørende mod den danske stat omkring muslingeskrab i Lovns Bredning iflg. dette link:
http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=24550  - Her skal det bemærkes, at nye udskylninger fra Gaslageret antagelig vil give meget større ødelæggelser end den skade, der sker ved muslingeskrab i dag, idet en tilsvarende udskylning ved etablering af gaslageret i perioden 1986-1995 fjernede alle former for levende organismer fra Lovns Bredning

Begrundelse for vor klage:
De danske miljømyndigheder tilsidesætter med en tilladelse til projektets gennemførelse de gældende regler for Natura 2000 områder, hvor det siger sig selv, at en udledning af meget store mængder salt, der indeholder betydelige mængder tungmetaller og miljøskadelige stoffer ikke kan undgå at påvirke de forskellige levende organismer, der i dag findes i Lovns Bredning. Det i sig selv er ikke tilladt. Det er end ikke tilladt blot at planlægge projekter, der kan skade området. Blot den mindste ændring af saltkoncentrationen i Lovns Bredning vil påvirke naturen. Udledning af 3,1 millioner tons salt i Lovns Bredning, der nærmest er at betragte som en indsø uden nævneværdig gennemstrømning, kan ikke undgå at påvirke store naturværdier.
Det skal være vort håb, at EU vil tage vores klage til følge, og straks bede de danske miljømyndigheder om at sætte projektet i bero indtil EU har fået lejlighed til at gennemgå sagens mange bilag.

Med venlig hilsen

Jens Iver Nielsen, Anna Maries Vej 11, Hverrehus, 9631 Gedsted, Danmark
Knud Damgaard,
Ny Munkegade 86, 8000 Århus C, Danmark